onsdag, oktober 16, 2013

SMILE-Laser for begyndere

Opfølgning for klarsynede: 

Sådan foregår en SMILE laser-operation.


Det er nu godt 14 dage siden min operation og tid til en lille blog-update.

Selve operationen fortjener nogle ord med på vejen. Det er ikke meningen, at denne blog skal blive en reklamesøjle for en speciel øjenkirurg, men jeg stiller mig i rækken af meget tilfredse patienter hos Peter Brincker, der er en af landets mest erfarne udi laserkirurgi. SMILE-teknikken tilbydes i øvrigt, så vidt jeg ved, kun 2 steder i landet, og jeg har kun hørt rosende ord om begge. 
Alternativet 'Øjenlægernes Center' ligger i Århus, og her opererer blandt andet Svend Asp, der har verdensrekord i antallet af den nye type SMILE-operation. Mit valg af Peter Brincker skyldes 2 ting: Primært en personlig anbefaling af Peters arbejde, og sekundært det faktum, at Peter Brincker opererer begge øjne til 19.000, mens de skal have godt 25.000 hos Øjenlægernes Center. Der er links i slutningen af indlægget. Endnu engang er det værd at fremhæve, at de hos Memira skal have hele 30.000 for at operere med en ældre teknik med flere bivirkninger på billigere udstyr.... Tja....

Tilbage til forløbet omkring operationen. Jeg var blevet grundigt briefet forud på såvel mail som telefon af Peter Brincker selv samt af det meget venlige og professionelle personale på klinikken. Efter en indledende undersøgelse, der havde bekræftet min egnethed til operation, blev det så tid til at komme under 'kniven'. Det er ganske fantastisk, men der laves en 3D-scanning af øjet, og derefter simuleres en operation på computeren, som øjenkirurgen derefter optimerer, hvis det er muligt. Computeren kan lave et væld af beregninger på forskellige scenarier for operationen, der igen giver mulighed for at optimere de forskellige parametre for syn og nattesyn for at opnå et så optimalt resultat som muligt. Først når øjenlægen er tilfreds med resultatet af 'operationen' kommer man fysisk ind og ligge under laseren. Udover, at selve maskinen ligner noget fra en Star Trek-film, forøges det futuristiske indtryk ligeledes af, at kommunikationen mellem læge og computer foregår ved tale - altså, maskinen 'taler' til øjenlægen i løbet af forløbet, således at denne ikke på noget tidspunkt behøver at tage sine øjne fra operationen. Som inkarneret gadget-nørd kan jeg kun sige: übercool!

Forud for operationen dryppes man i øjenene med diverse remedier - heriblandt en lokalbedøvelse, ligesom man gives en muskelafslappende pille. Herefter hopper man på briksen og køres ind under laseren. 
Der monteres en klemme til at holde øjenlåget åbent, og dernæst kører selve laseren ned til øjet. Det fungerer som en art sugekop, der låser sig fast på øjet, hvorefter operationen går igang. Min oplevelse var, at det var en smule ubehageligt på det ene øje, imens jeg slet ikke kunne mærke noget på det andet. Under alle omstændigheder varer selve laser-delen af operationen ikke mere end 5-10 sekunder pr. øje, så et eventuelt ubehag er meget kortvarigt. Det er derimod en anelse mere skræmmende, at synet på øjet bliver helt mælkehvidt, hvorefter lægen uden pause går igang på det andet øje: det er lidt af en tillidserklæring, man der viser øjensmeden, tænker jeg. Laseren skærer faktisk en lille slids fri inde i øjet, og når den fjernes, får lyset den rette brydning gennem hornhinden. 

Herefter svinges briksen rundt, og man kommer under et habilt forstørrelsesglas, og lægen trækker nu den lille skive af hornhinden, som laseren har skåret (inde i hornhinden) ud gennem den meget lille 'kikkert-åbning', som operationen blev udført igennem. Det tager nogle ganske få sekunder/øje, og allerede nu kan man begynde at se lidt igen. Herefter placeres man i en god stol med et glas vand i nogle minutter, og derefter kan man tage hjem. Allerede i løbet af nogle få timer forbedres synes betragteligt, og allerede 6-8 timer efter operationen er synet allerede helt fint. Herefter følges operationen op med et check af operationsresultat og syn (som regel dagen efter operationen), hvorefter forløbet som sådan er afsluttet. Peter Brincker giver sit personlige mobilnummer til alle patienterne, så man kan ringe ved eventuelle komplikationer/usikkerheder, men for langt hovedparten af patienterne skulle dette ikke være tilfældet. 

Selv har jeg haft et par opfølgende spørgsmål, som Peter har været hurtig og venlig til at besvare, og mit syn var 'normalt' allerede fra morgenen efter operationen. Nattesynet var - så godt som jeg rent subjektivt kan vurdere dette - tilbage på normal allerede efter få dage, og jeg har ingen problemer haft med de såkaldte 'halo'-effekter rundt om blændende lyskilder (billygter mv - iøvrigt en relativt almindelig bivirkning ved LASIK-operationer). Ved en SMILE-operation er der heller ikke behov for at sove med særlige briller eller holde lang pause fra sport/svømning mv. Det anbefales ikke at svømme en uge efter operationen, mens man kan arbejde dagen efter og træne allerede i løbet af den første uge efter operationen. 
Faktisk var det en ret 'rørende' oplevelse at kunne konstatere, at jeg morgenen efter operationen var stået op og gået igang med morgenbarberingen uden overhovedet at have tænkt på, at jeg faktisk ikke havde hverken briller på eller linser i - for første gang i mange, mange år. 

Håber, at ovenstående giver et indblik i, hvorledes en operation forløber. Jeg var meget imponeret af såvel øjenlægenmen ikke mindst hans fantastisk søde personale, og samlet følte man sig såvel professionelt som menneskeligt i rigtigt gode hænder. 

Hvis du går i 'laser-tanker' har jeg kun én anbefaling: se at komme afsted!

Venligst,
Per, Skarptsynet neger

Links:
Peter Brincker, Charlottenlund, http://peterbrincker.dk/

torsdag, oktober 03, 2013

A New vision!

A new vision!

SMILE! Hvis du kun skal hæfte dig ved et ord i dette indlæg, så må det være ordet SMILE eller - som acronymet dækker over - Small Incision Lenticle Extraction.

Det er efterhånden alt for længe siden, jeg har tilføjet noget som helst til denne ellers så aktive blog. 'Rejseneger'-titlen har ligesom krævet af mig, at der skulle være tale om noget Afrika-relateret indhold - eller - det er vel dybest set blot den undskyldning, jeg har brugt for ikke at skulle skrive mere herinde. Trods en fantastisk tur til Sydafrika her i foråret (billeder kan ses her: https://plus.google.com/photos/109145685143392629530/albums/5886283628243167905) har intet kunnet drive mig til tasterne - sikkert fordi, jeg bruger så meget tid på det væld af opgaver, min igangværende uddannelse fordrer, jeg udarbejder. 

Nu har jeg imidlertid oplevet noget ganske andet, der i bogstaveligste forstand har ændret mit syn på verden, hvilket jeg jeg har mod på at dele ud af. 

Siden jeg trådte mine barnesko i det absolutte grænseland for Udkantsdanmark har jeg brugt briller. Eftersom mit eneste refugium fra de morsingboske fritidssysler som knallertbrydning og kokastning var bøgerne, lykkedes det relativt hurtigt at få opbygget et gedigent nærsyn. Hinkesten og sygekassebriller med 'moderigtige' blå kanter har gjort ethvert barnebillede på den anden side af pinligt, og jeg kan stadig huske den enorme frihed, jeg følte, den første dag, jeg forlod en optiker med kontaktlinser. Siden da har jeg i over 20 år haft linser af mange forskellige slags - alle med relativt stor succes og få gener. 

For nyligt hændte der imidlertid det, at jeg udviklede linseallergi. Det manifesterede sig ved en stor irritation på indersiden af mine øjenlåg, og med meget få dages varsel udviklede det sig så hurtigt, at jeg til min meget store frustration ikke længere kunne bruge linser overhovedet. Trods panikindkøb af hele 2 (tak Louis Nielsen) par briller, der ikke tilnærmelsesvist lignede ungdommens ansigtsbespændinger, kunne jeg simpelthen ikke leve med tanken om, at det formentlig skulle være med briller, jeg skulle gå resten af livet i møde. Svømning, boksetræning, regnvejr, jagt, find selv på flere årsager til, at et liv med briller er noget hø.

Jeg gik således igang med at kigge efter mulige kirurgiske løsninger på min nærsynede udfordring. Det indledende valg faldt på at tage en forundersøgelse hos Memira i Århus. Deres hjemmeside lover, at de både er landets og 'Nordens førende indenfor synskirurgi', ligesom de også lover følgende:
"Førende teknik
Hos Memira anser vi udelukkende den bedste teknik som god nok for dig og dine øjne. Som kunde hos Memira kan du derfor altid føle dig tryg ved, at du bliver behandlet med den eneste afprøvede teknik" - ligesom de også påstår, at de tilbyder alle former for moderne laserbehandling for synskorrektioner. 

Problemet er så bare at dette er usandt - og ganske forkert. Jeg fik ellers et supergodt indtryk af de ansatte hos Memira, da jeg var til forundersøgelse. De virkede meget professionelle og gav masser af god og saglig rådgivning. Hvad var så problemet? Først og fremmest vel det, at jeg gentagne gange gjorde opmærksom på, at særligt risikoen for et forringet nattesyn var særligt udfordrende for mit valg af operation. Jeg er bidt af en gal jæger, og en jæger, der ikke kan se et vildsvin i skumringen på en mørk baggrund, kan ligeså godt lade riflen blive hjemme og begynde på stramaj-syning. Den meget kompetente dame hos Memira fortalte mig ærligt og redeligt, at der helt sikkert ville blive en forringelse af mit nattesyn, men at det formentlig ikke ville blive særligt meget. Hvad hun 'glemte' at fortælle mig om var, at den af Memira anvendte teknologi til behandling af en nærsynethed som min - såkaldt F-LASIK ikke længere er hverken den sikreste, den bedste eller den behandlingsmåde, der har færrest bivirkninger - men de har nok en LASIK-maskine eller tre, der endnu ikke er færdigafskrevne... 

Det er istedet behandlingsformen SMILE (udført med en såkaldt Femtolaser fra Zeiss), som nævnt i indledningen, der er den klart mindst indgribende form for kirurgi, når der skal behandles for nærsynethed. Samtidig betyder den behandling også, at der normalt slet ikke sker nogen negativ påvirkning på patientens nattesyn. Jeg havde efter besøget hos Memira booket tid til operation hos dem, uden at ane, at der overhovedet fandtes alternativer - idet jeg blindt (pun intended) havde troet på, at 'Nordens førende' naturligvis gav mig fyldestgørende vejledning omkring, hvilke muligheder jeg havde. Jeg kontaktede imidlertid en meget, meget dygtig øjenlæge, der har været i mine forældres vennekreds gennem mange år. Han skrev mig venligt og hurtigt en lille mail omkring alternativerne - og et uddrag af den, har jeg klippet ind her: 

"Jeg forstår at du er nærsynet ca -4 på begge øjne uden særlig bygningsfejl. Du er blevet foreslået LASIK-operation, hvor en skive af hornhinden skæres med speciel kniv eller med laser, det sidste mere nøjagtigt. Skiven er hængslet til siden eller opadtil.

Skiven lægges til siden og hornhinden udhules med en excimer-laser. Skiven lægges på plads, men kan ved et uheld forskubbe sig a la et løst tæppe og kan faktisk løsnes igen efter mange måneder. Det går oftest godt, men ikke altid.

Femtolaseren har muliggjort en ny teknik, og her er zeiss klart førende. Teknikken hedder SMILE (small incision lenticule extraction). Laseren har en arbejdsdybdenøjagtighed på 0.001 mm. På få sekunder skærer den en lille åbning i hornhindeoverfladen og vejledt af de forudgående øjenparametermålinger udskæres en lille skive øverst i hornhinden. Skiven (lenticulus) extraheres gennem den lille åbning til overfladen, når laserbehandlingen er færdig. Dertil anvendes en lille speciel pincet. Og vupti er 
operationen færdig, og vel at mærke uden excimerlaser. Og risikoen for de ubehagelige flapproblemer ved LASIK elimineret. Teknikken breder sig hurtigt, men kræver noget dyrt og topvedligeholdt udstyr. "
For at gøre den lange historie kort: SMILE-kirurgien giver langt færre (under halvt så mange) komplikationer end LASIK, giver langt færre gener lige efter operationen (jeg skriver dette indlæg mindre end 36 timer efter min egen veloverståede operation, og jeg har været fuldt 'funktionsdygtig' siden ca. 6 timer efter operationen), giver langt mindre/ingen påvirkning på nattesynet ligesom øvrige kendte bivirkninger (såsom corona-effekt ved blændende modlys) ved laser er langt mindre ved SMILE end ved en LASIK-operation.

....glemte jeg så lige at nævne, at selvom SMILE-udstyret er 3 gange så dyrt i såvel indkøb som vedligeholdelse som LASIK-grejet er, så kostede min operation knapt 40 % MINDRE end hos Memira?

Jeg skal nok komme med flere updates på sitet omkring selve operationen og mine oplevelser i timerne/tiden derefter løbende - men for nu vil jeg bare sige: Går du og overvejer at blive opereret som jeg, er det bare at komme afsted. Det er nærmest en rørende oplevelse at kunne se 'rigtigt' igen - men tænk nøje over, hvor du lægger dig under 'laserkniven'.

Synligt forbedrede hilsner,
Per