En hilsen fra Vestafrika!
Endiola[1] en Burkina!
Så blev det igen tid til skriblerier fra landene syd for Sahara. Som vanligt skal jeg indledningsvist understrege, at alle meningsudladninger i linjerne herunder alene skal tages som udtryk for undertegnedes personlige holdninger, der alle baseres på mine subjektivt tolkede indtryk og oplevelser.
Alle ansvarsfraskrivelser og begrænsninger til trods er der desuagtet blevet kommenteret på min noget skarpe tunge, der af og til optræder i mine beretninger[2]. Jeg skal i den anledning gøre opmærksom på, at det stof, som hyggeberetninger og ammestuehistorier skrives på baggrund af, ikke ofte lader sig syne i Vestafrika, og at jeg forbeholder mig retten til at kritisere
samt kommentere på det, jeg oplever – uanset om det måtte støde eller provokere.
Følgende update indeholder kommentarer fra mine sidste 2 ture – først en tur til det sydlige Ghana (april/maj), og dernæst en rejse fra det centrale Burkina Faso til det østlige Mali (maj). Det varer nu ikke længe, førend en egentlig udstationering kommer på tale, og der er derfor således nok tale om den sidste rejseberetning førend undertegnede pakker sydfrugterne for at rejse…………………….sydpå…(Er det dér, det udtryk kommer fra?).
Jeg har aldrig været meget for egentlige ’dag-til-dag’-rejsejournaler, så De, kære læser, bliver således forskånet for at følge med i de daglige trivialiteter for at jeg i stedet kan sikre spalteplads til enkeltstående oplevelser og historier. Jeg er af den opfattelse, at kulturelle, historiske og oplevelsesmæssige højdepunkter klart er at foretrække frem for detaljerede beretninger om undertegnedes valg af morgenmad…uanset om denne indtages et eksotisk sted.
Jeg frygter i øvrigt, at denne update bliver noget af en omfangsmæssig mundfuld, (lad det tjene som en advarsel, at indledningen alene er en hel side lang!), så jeg skal med det samme påpege, at der altså ikke er tale om obligatorisk læsning. Jeg har fuld forståelse for, at ikke alle føler sig lige interesserede i mine – lange – fortællinger fra de varme lande. Desuden gør mit noget snørklede sprog, (der vel nærmest kan beskrives som en blanding af kancelli-stil og talesprog), nok ikke læsningen lettere, men som vi siger hernede: ”Bon Courage!”
Således ansvarsfraskrevet må jeg hellere komme i gang med beretningerne…
10 dages Ghana-offensiv. Tema & Takoradi, april/maj 2006.
Med udgangspunkt i min noget hårde udmelding vedr. ghanesere i sidste rejseupdate, burde jeg efter yderligere et par ugers rejse i Ghana have samlet lidt skyts til at nuancere – og i nogles øjne helst moderere – mine holdninger til ghaneserne. Det er desværre ikke tilfældet… Korruptionen er total, for at sige det lige ud. Hvis en ghaneser øjner en plads i politik, er det efter min opfattelse udelukkende med henblik på at tjene penge. Nu er levebrødspolitik heller ikke ukendt i europæiske kredse, men særligt i Ghana er korruption en naturlig del af lønnen. Fra de øverste politiske og embedsmæssige kredse til den lavest rangerende embedsmand i de yderlige provinser findes den. Det opfattes således som værende helt naturligt, når man i diskussioner hører en vending som f.eks.: ”Bare man kunne blive lige så rig som en politiker”.
Derudover er der på ingen måde nogen begrænsninger i de ”løntilskud” som offentligt ansatte embedsmænd tiltager sig i alle sammenhænge. Ud over, at alle skranker tilføjer et tillæg ”for the cola” eller ”for the tea”, når man skal have et eller andet tilsyneladende ”uundværligt” stempel, har vi oplevet langt mere grelle eksempler.
Til illustration kan nævnes, at der i Accra International Airport (landets eneste seriøse bud på en lufthavn, placeret lige uden for hovedstaden), venter en håndfuld uniformerede officials, når man har passeret alle sikkerhedskontroller inden gate’en ud til flyveren. Disse har tilsyneladende fået indføjet tiggeri fra de rejsende i deres jobbeskrivelse! Fuldstændigt vanvittigt! UNIFORMERET personale, der som hobby hænger ud i lufthavnen for at drive velorganiseret tiggervirksomhed!!!
Samme sted blev en af mine ærede kolleger inden afrejsen fra Ghana således af et enormt stykke sort kvindemenneske spurgt, om ikke han ville donere ”something for his sister?”. Til dette svarede min kollega køligt, at hvis damen var hans søster, ville han nødigt se farven på deres fælles forældre…
Det er ligeledes blevet bemærket, at jeg har kommenteret noget nedladende på den tilsyneladende mangelfulde evne til at drive landbrug i det nordlige Ghana. Jeg er vist endda gået så vidt som til at påstå, at landbruget dér er nedlagt til fordel for den åbenbart mere givende beskæftigelse, det er at leve af diverse hjælpeprojekter. Jeg skal med det samme beklage sådanne skarpe og alt for unuancerede udtalelser, men det er ikke desto mindre mærkværdigt, at når man kører sydpå fra Burkina Faso, (hvor det bestemt ikke er lettere at drive landbrug – vel nærmest tværtimod), ned over den nordlige grænse til Ghana, kan man se store forskelle. Næsten overalt i Burkina og Mali ser man sirligt opdyrkede arealer, men straks efter grænsen til Ghana er passeret, bliver markerne nærmest et særsyn. Det er altså ikke klimatiske begrænsninger, der gør sig gældende, og mine ovennævnte kommentarer bygger således på disse indtryk.
Det hjælper i øvrigt heller ikke, at straks man kører ind i Ghana, mangedobles antallet af skilte for dette eller hint hjælpeprojekt. Det er, som jeg før har bemærket, stort set kun Danidas vand-projekter, der respekteres af de afrikanere, jeg har talt med. Alt for mange øvrige projekter ender i køb af 4-hjulstrækkere til hjælpearbejderne samt masser af komitéer og (om muligt) endnu mere værdiløse konferencer. Jeg har vel mere end 50 projekter, der, bortset fra et stort skilt fyldt med flotte titler og hensigter, alene har resulteret i en stak murbrokker som to bare nogenlunde ædru langtidsledige med en RandersBør kunne flytte på mindre end en formiddag…
Jeg har langet hårdt ud efter ghanesere, nuvel, men dette skal på ingen måde misforstås. I de øvrige vestafrikanske lande, som jeg har besøgt, har korruptionen bestemt også være særdeles slem og omfattende. Masser af steder - og særligt i Mali - skal man betale nyligt opfundne skatter eller afgifter, straks det konstateres, at man er hvid og/eller eller associeret med en stor virksomhed. En af vore ansatte hernede har endda engang måttet vente tålmodigt på, at en politibetjent, (der ikke på normal vis kunne finde noget galt med hverken bil eller papirer), insisterede på at få lov til at undersøge bilens donkraft!
- Gad vide, hvilken paragraf i den Malinesiske færdselslov, der regulerer: ’kørsel med ureglementeret donkraft’? Herudover kontrolleres gerne såvel advarselstrekant, førstehjælpskasse som brandslukker i forsøget på at finde egnede undskyldninger for at stikke en bøde ud. Jeg kan give min personlige garanti for, at en forsvindende lille del af de lokales transportmidler er således luksuriøst udstyret, men det hjælper desværre slet ikke, hvis man forsøger at gøre betjenten opmærksom herpå - tværtimod!
Grunden til, at mine beklagelser det sidstnævnte til trods mest har drejet sig om Ghana, er simpelthen, at oplevelserne med korruption har været hyppigst forekommende hér.
Denne rejses formål var i øvrigt at uddanne en kollega samt undertegnede i afskibningens svære kunst. De indkøbte sheanødder transporteres nemlig på lastbiler fra deres oprindelsessteder inde på kontinentet ud til forskellige havnebyer. Her vejes og opbevares nødderne, inden de lastes på skib og sejles til Europa. Netop denne sidste del af nøddernes håndtering i Afrika var således hovedtemaet på denne rejse, og jeg har derfor tilbragt et par uger med få lært en masse om stevedoring, trimming, tipper trucks, berthing meetings osv. osv. Det er sikkert kun hos de færreste læsere, at alle disse udtryk tænder særligt meget lys i genkendelsens 40-watts pære (endsige interessens diodelampe), men især det navnkundige ’Berthing Meeting’ fortjener en enkelt kommentar eller to. Det er i al sin enkelthed et dagligt møde, hvor det (tilsyneladende) besluttes hvilke skibe, der skal allokeres til de respektive (og alt for fåtallige) kajpladser, som havnen råder over. Dette er en meget vigtig prioritering, da havnen lider voldsomt under et stigende pres fra den hastigt voksende skibstrafik. Skibe risikerer derfor at måtte bruge lang ventetid på at ligge for anker uden for havnen, inden en kajplads bliver ledig. Der er meget store økonomiske interesser på spil, da de fleste skibe chartres for et bestemt tidsinterval, og overskridelse af samme resulterer i skyldig bod – gerne i størrelsesordenen 10.000 usd/dag og opefter. Derfor foregår der et stort lobbyarbejde bag kulissen, med henblik på at sikre kajplads til netop dette eller hint skib. Der trækkes i tråde og bruges forbindelser i en sådan grad, at embedsmændene fra Europa-parlamentet burde overveje at ansøge om praktikpladser hernede…
Således er der på førnævnte Berthing-møde reelt alene tilbage at offentliggøre alle disse allerede besluttede allokeringer, men specielt mødelederen gør sit yderste for, at mødet skal virke som en faktisk beslutningsproces i stedet for den teaterforestilling, der reelt er tale om. Han skælder og smælder, råber på ”Order, order” og supplerer med at dele bøder ud til højre og venstre for at bryde en alene for ham kendt talerække.
Det er netop hér, man må gøre sit yderste for ikke at trække på smilebåndet, (og tro mig, det er svært!). Det kostede os flere hundrede kroner pr. næse at komme med til dette møde (læs: denne teaterforestilling). Man kalder alle disse afgifter bøder, og der gives altså som nævnt masser af supplerende bøder i løbet af mødet. Eksempelvis ankom vi 3 minutter for sent pga. trafik, så vor ”billetpris” blev prompte hævet med et tillæg for samme forsinkelse.
Alle disse penge bruges til at rejse penge til et par årlige, sociale begivenheder for personalet, der står for disse havnemøder. Der er altså tale om organiseret misbrug af havnens kunder og forretningsforbindelser, alene for at holde druk-gilder! For en gangs skyld en form for korruption, der har et ædelt formål…
Vi blev – sikkert på grund af de uhyrligt høje bøder, vi havde betalt for at være med – i øvrigt budt velkommen ca. 11 gange på mødet, og det er vel efterhånden nærmest unødvendigt at nævne, at vi til sidst blev spurgt om ikke vi - som tak for den store oplevelse, vi nu havde fået på mødet – havde lyst til frivilligt at supplere den allerede bugnende bødekasse med et ekstra beløb? Ja, nogen gange har man nærmest lyst til at skrige, men man vender sig altså til meget hernede…
Som et kuriosum skal det nævnes, at alle, der kom ind til mødet, forventedes at brøle ordet ’BEMA!’, og så svarede hele salen: ”ANCHOR!”. Årsagen hertil henstår i det uvisse, men det bidrog vældigt til at understrege hvilket ’seriøst’ møde, vi var vidne til.
Turen bar præg af mange møder og relativt få rejseaktiviteter, og der er således heller ikke så mange relevante oplevelser at berette om. Vi tog dog en tur til en alternativ havn hernede, og køreturen dertil fortjener et par bemærkninger:
Først og fremmest fordi hele den sydlige kyst i Ghana er fyldt med levn fra kolonitiden. Slavefort efter slavefort er opført i regionen, og de fleste tårner sig op på store klipper helt ud til kysten. Enkelte af dem er åbne og fungerer som museer, og jeg har lovet mig selv, at jeg en dag skal få tid til at lege turist og se nogle af dem indefra. Fattige fiskerlejer ligger oftest nærmest klemt op imod disse vældige klipper, og borgenes silhuetter kan anes på himmelen som store trusler fra fortiden. I kontrast til alt dette er omgivelserne vel noget af det tætteste Afrika kommer på ’Bounty-land’ med masser af grønligt hav, hvide strande og høje palmer. Man tvinges til at sende en tanke til vore danske forfædre, der aldrig fik øjnene op for områdets skønhed og kulturrigdomme, men i stedet fokuserede på ussel mammon. Således blev i tusindvis af lokale[3] bortført og solgt som slaver til særligt den amerikanske bomuldsindustri – rart med sådanne ”farverige” tilføjelser i vort lands historie-kanon…
Turen langs kysten foregik på en vej, der nu (som alting hernede) burde have været færdiggjort for år tilbage. Den forventes færdig: ”really soon”, så jeg ville ikke være det mindste overrasket, hvis man kan køre turen på færdiggjort vej så tidligt som i 2011 – om alt går vel…
Et nyt stykke motorvej med 4 spor er imidlertid ved at være klar til brug på den første del af ruten, og man havde således afspærret de 2 af sporene for at male striber osv. Denne afspærring ophørte dog hurtigt, og man skulle så tro, at trafikken ville fordele sig ud med 2 spor i hver retning igen. Imidlertid lader man ikke den slags trivialiteter begrænse sig i Ghana, så trafikken fortsatte ufortrødent i begge retninger i begge dobbeltspor!!!
Det er længe siden, at jeg (såvel som mine medpassagerer i bilen) har følt mig så ubehageligt til mode i trafikken – til trods for at resten af Vestafrikas veje bestemt ikke er nogen svir at benytte (mere herom senere). Reelt betød dette, at vi endte med at køre ca. 8 km i den forkerte side af en motorvej!
At tænke sig, at vi i Danmark har radio-alarmer, der udsendes til alle landets trafikanter, blot en enkelt ældre, lettere forvirret dame vover at køre en tur fra Horsens til Skanderborg i netop den side af vejen, der bedst passer hende… Godt man ikke har trafik-radio i Ghana.
Som en afsluttende krølle på halen fra denne tur skal det nævnes, at vores chauffør (samt surveyor) – en i Ghana bosat englænder – naturligvis blev nappet af en hastighedskontrol på vejen tilbage til Tèma. Hele konceptet omkring at kontrollere trafikkens hastighed i Vestafrika er fuldstændigt utroværdigt, idet alle kører som gale hernede, men ikke desto mindre var der altså 3 politibetjente og en politimester, der trængte til at tjene en ekstra skilling til at supplere deres sikkert ikke alt for store indtægt.
Jeg skal lige indskyde, at når man tages for en sådan forseelse i Ghana, inddrages ens kørekort, og man indkaldes til at møde i retten, hvorefter en meget stor bøde skrives ud. Reelt er det i øvrigt også ved domstolene nødvendigt at ”smøre lidt”, blot for at være sikker på, at man ser sit kørekort igen. (Alt dette gælder naturligvis kun, hvis man er hvid, alternativt rig ghaneser, hvis nogen skulle være i tvivl).
Øjeblikket efter, vi var blevet stoppet, steg vores chauffør ud af bilen og spurgte: ”Officer, is there any way you and I can settle this?”. Foran alle sine betjente og i fuldt dagslys ordnedes tingene herefter helt åbenlyst mellem politimesteren og englænderen med pengene frit fremme på bagageklappen. Det er vel unødvendigt at nævne, at han ikke fik nogen kvittering for ”bøden”?
Inden jeg tager fat på beretningerne fra Mali, (ja, den er sgu lang, denne rejsemail), skal jeg lige indføje et illustrativt eksempel på en af de store forskelle, der lader sig syne mellem den europæiske og den afrikanske måde at tænke på. Vittigheder eksisterer antageligvis ikke på samme måde, som de gør det i Skandinavien. Vittighedstegninger findes i enkelte, politisk engagerede aviser, men det at fortælle eller høre en god, gammeldags sjofert i venskabeligt lag, findes tilsyneladende ikke som en del af den lokale måde at omgås hinanden på.
Til illustration er jeg nødsaget til at gengive en ganske grov vittighed[4], som vores engelske surveyor (ja, ham med fartbøden) fortalte os en af de sidste aftener i Ghana. Det sjove (og illustrative i denne sammenhæng) var sådan set ikke vittigheden selv, men i stedet reaktionen fra en ghanesisk tilhører. Englænderen havde nemlig tidligere fortalt joken til en forsamling af både europæere og indfødte ghanesere, og vittigheden lød nogenlunde sådan her:
”A guy comes walking out of the jungle looking flustered and hurt. Blood runs down his legs, and he stumbles up to his mates crying: ‘I got raped by an elephant! I think I am bleeding to death, you guys have to look at my ass!’ Reluctantly, his friends agree to have a look at his privates, and they see a whole the size of a tree trunk where his ass used to be. They all cry out: ‘My god, we new elephants were big, but they are certainly not that big!?!’
To this the guy answered: ‘I know, but the bastard elephant fingered me first!!!”
Som sådan er historien vel ganske underholdende (som mandehørm for en håndfuld gutter i en bar, vel at mærke), men den helt store latterkrampe kom, da englænderen derefter fortalte, at en af de tilstedeværende ghanesere havde ventet, til der igen var stille i forsamlingen, førend han havde stillet følgende spørgsmål: ”But the guy is alright now, isn’t he???”
(Vi lader ovenstående tale for sig selv – jeg var i hvert tilfælde flad af grin!)
Burkina Faso og Mali
Ouagadougou-Bobo-Sikasso-Bamako-Segou-San-Koutiala-Bobo-Ouagadougo.
Jeg sidder lige nu på mit hotelværelse i Ouaga, vel hjemkommet fra ruten beskrevet lige her ovenfor. Ouaga er hovedstaden i Burkina, ligesom Bamako er det i Mali, og det er denne tur(-retur), jeg netop har overstået. Turen har haft flere formål, men hovedtemaet har været at forberede den kommende sæson. Således har vores lokale direktør fra Elfenbenskysten og jeg kørt en farlig masse kilometer for at mødes med leverandører fra hele regionen.
Jeg vil begynde beretningerne fra denne tur, hvor ovenstående Ghana-beretning sluttede, nemlig med trafikken i Vestafrika, da denne fortjener mindst et helt kapitel fyldt med kulørte beskrivelser.
Først og fremmest er de såkaldte ’bushroads’ – simple grusveje i den karakteristiske røde farve – først i løbet af de senere år blevet udskiftet med mere moderne asfalt-versioner. Dette gør sig imidlertid alene gældende på de mest centrale hovedveje, og disse slides meget hurtigt ned af den massive lastbilstrafik, der fungerer som Vestafrikas vigtigste form for transport. Derfor anbefales god affjedring i bilen samt et sæt stabile nyrer!
Problemet med lastbilerne hernede er (udover de ofte køres af galninge fra Mali eller Nigeria, der vist alle har taget kørekort på en japansk flyveskole for ca. 60 år siden) især, at de lastes i en sådan grad, at enhver dansk betjent på trafikpatrulje ville få morgenbassen galt i halsen. 50-60 tons i lastevægt er bestemt ikke et særsyn hernede, og selv de mest velkonstruerede veje giver hurtigt efter for sådanne sindssygt lastede transporter. Til at illustrere har jeg tilladt mig at tilføje et billede af en transport af træstammer. Billedet skulle helst tale for sig selv…
(Bemærk dog især de ”enorme” kæder, disse små stykker træ er fastgjort med!):
Det kan godt være, at det ikke ser helt så vanvittigt ud på billedet, som det i virkeligheden var at oplive ’live’, men jeg kan forsikre enhver tvivlende læser om, at der på billedet er tale om en endog MEGET stor blokvogn under de sparsomt fastgjorte tændstikker. Nogle overhalinger foregår endog meget hurtigt og med hjertet helt oppe i halsen, hernede!
Det er nu ikke kun dårligt fastgjorte træstammer, man skal vogte sig for. Alle hovedveje fungerer som livsliner for et væld af små samfund, og vejene bruges derfor til transport af alskens husdyr, oppakning, mennesker osv. osv. Endnu engang siger billeder sikkert langt mere end ord…: 
Hvis det så bare var således, at alle husdyr var fastspændte til et køretøj… Desværre er dette langt fra tilfældet. Overalt går kvæg, får, geder, kyllinger, Guinea fowls og i særdeleshed æsler frit omkring. Om aftenen bliver det særligt farligt at køre, fordi asfalten bruger dagen på at opsamle varme, hvorefter den (særligt til førnævnte æslers store fornøjelse) langsomt afgiver varmen igen om aftenen og natten. Dette skaber et rart og varmt underlag, så nattekørsel er uundgåeligt det samme som zig-zag mellem sovende æsler og kvæg.
I samme åndedræt er jeg nødsaget til at videregive et af de helt store spørgsmål, jeg har måttet stille mig selv hernede: Hvem holder styr på, hvis husdyr tilhører hvem? Dyrene vader frit omkring – selv i hovedstæderne – og jeg fatter dybest set ikke, hvorledes man hitter ”dine fra mine”, når det bliver tid til at slagte en høne. Køer vader rundt på hovedgaderne, æsler render rundt i midtercirklen i rundkørsler og høns og kyllinger kan ses mere eller mindre overalt. Der er sikkert system i galskaben, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved helt at fatte konceptet.
Men tilbage til trafikken: Mange afrikanere har åbenbart ikke opdaget, at deres hudfarve kræver ekstra fokus på reflekser ved nattetide. Det er mildest talt umuligt at opdage cyklende eller gående trafikanter efter mørkets frembrud, med mindre disse er i ualmindeligt godt humør eller i øvrigt af generelt smilende natur…
- Selv i dagslys kan der dog være problemer. Det eneste, der kan ses på billedet, når en af mine kolleger fotograferes på en mørk baggrund, er således et smil, der ville gøre Filur-katten fra Alice i Eventyrland misundelig. Faktisk er han så sort (- ja, jeg mener sort, ikke brun), at hans forældre gav ham mellemnavnet: ’Adou’, hvilket betyder ’den meget sorte’ på familiens lokale stammedialekt! Der er ikke noget at sige til, at en af mine kolleger altid omtaler Afrika som stedet, hvor der er ’sort af mennesker’…
Af sidstnævnte årsag (plus de sovende æsler) holder vi os derfor helt fra at køre om aftenen/natten, så vidt det nu er muligt. Desuagtet kan trafikken ved dagtide også være noget af en prøvelse. Færdselsreglerne er ikke rigtigt kommet på mode, vigepligt aldrig opfundet og de talrige knallerter og motorcykler, der dominerer alle bybilleder, er åbenbart alle ført af chauffører med indædte dødsønsker, hvis man skal dømme efter deres opførsel i trafikken.
I Mali skal man være ekstra bekymret, for her har der tilsyneladende udviklet sig en amerikansk inspireret skik med at opsøge en trafikskade i håbet om potentielle udbetalinger fra forsikringsselskaberne. Det tragiske er dog, at langt de fleste har overset det faktum, at man skal tegne en forsikring førend man kan få noget udbetalt…
(Gad vide, om det er nu, man skal fremføre det gamle ord: ’Klog af skade’?)
Supplementært skal det tilføjes, at det virker som om, alle afrikanere har en ide om, at al færdsel under 130 km/t ikke er værd at beskæftige sig med. Når sådanne hastigheder kombineres med dårligt udsyn, modkørende (overlæssede) lastbiler, krydsende kvæg samt en håndfuld galninge på motorcykel, har man sjældent et kedeligt øjeblik, når man racer på tværs af bush’en!
Særligt om Mali – et kontrastfyldt land
Den sidste del af denne allerede alt for lange beretning vil af flere grunde hovedsageligt dreje sig om Mali. Først og fremmest fordi Mali på godt og ondt er meget fascinerende såvel historisk som kulturelt samt geografisk. Desuden fordi jeg skal bosætte mig i Bobo i Burkina Faso, og der bliver derfor sikkert rig lejlighed til at fortælle mere om Burkina ved en senere lejlighed.
Mali har en imponerende historie, som jeg nok skal kommentere på i senere mails. Kulturer og civilisationer er blevet grundlagt, de har blomstret og de gået til grunde her i tusindvis af år. Blandt de kendteste steder er Timbuktu, (nej, det er faktisk et sted, og ikke bare noget fra et Anders And-blad! – Om end det altså ligger i Mali og ikke i Langtbortistan…), der indtil for et par håndfulde århundreder siden var blandt verdens intellektuelle centre – kulturelt, religiøst og intellektuelt. Placeret i fantastiske omgivelser, udgør stedet i større og større grad et mål for mine turist-planer. Jeg kan ikke vente, til jeg første gang skal vandre en tur gennem byens gader og urgamle arkitektur.
Man føler sig umiddelbart velkommen i Mali, til trods for det faktum, at landet er ”the francophone Africa’s answer to Nigeria” ifølge flere af mine lokale kolleger. Der svindles og røves i den helt store stil, men alligevel virker alt tilforladeligt og tilgængeligt, når man besøger de gæstfri malinesere.
Almindelige høflighedsfraser varer i de bedre kredse ikke under et kvarter (!), og lejligheden bruges vanligvist også til at starte den malinesiske thé-ceremoni. Tro endelig ikke, at sådant kun er på mode i fjernøsten, for i Mali er det en kunst i sig selv. Det er altid thé-tid i Mali, og man drikker traditionelt 3 glas. Det første er bittert (bittert som døden), det næste lidt sødere (fyldt af smag – ligesom livet selv) og det sidste er som at tygge knust sukker (sødt som kærligheden). Ud over navnene hører der specifikke fraser og gesti (gestus’er?) til hvert glas.
Den sorte magi har historisk set haft en stor plads i den malinesiske kultur, og iflg. flere af mine lokale kolleger trives den skam stadig, hernede. Griske menneskeofringer (ofte af mennesker fra ens egen nærmeste familie) skulle stadig finde sted i de mest fjerntliggende yderområder, alene med det formål at sikre økonomisk vinding for den, der ofrer. Desuden er det stadigvæk relativt almindeligt at gå til en fetish-præst (’JU-JU’) for at få nedkaldt en forbandelse over ens fjender. Øde bjerg- og ørkenlandskaber bidrager til følelsen af mystik, og mange af de lokale rituelle danse udføres stadig rundt omkring, når en eller anden højtid eller hellig tid på året oprinder.
Desværre er al denne overtro ikke så uskyldig, som man kunne tro. Det er desværre også en del af samme ovennævnte sorte magi og overtro, at en kvinde ikke må have en klitoris! Kvindelig omskæring (’clitorectomy’ – ikke den endnu værre form, hvor skamlæberne fjernes og kvinderne syes helt sammen, men det er frygteligt nok, endda) er stadig meget udbredt i de østlige regioner af Mali i muslimske samfund. Den almindelige overbevisning går nemlig på, at hvis de mandlige, ædlere dele rører ved en kvindelig klitoris, kan både manden og kvinden dø på stedet, ligesom kvinden i hvert tilfælde må påregne sterilitet. En kæmpestor kampagne iværksat af både NGO’ere og internationale regeringer har nu i snart 15 år kørt hernede for at stoppe denne bestialske og frygtelige skik, men det er – desværre – en meget langsommelig proces at ændre sådanne meget gamle skikke.
Ironisk nok gives kvinderne en meget stor seksuel frihed i flere år inden indgåelse af ægteskab – noget der ellers er uhørt i den øvrige muslimske verden. De unge kvinder indgår en trolovelse, hvor gemalen alene er på prøve i en periode på op til 3 år. I hele perioden underholder kvinden sig med alle de mænd, hun lyster, og det er meget velset, hvis hun vælger nogle af den kommende gemals venner! Den kommende ægtemand skal bruge hele perioden på at varte kvinden op på alle måder, for på den måde at bevise sit værd. Den allersidste dag i ”prøveperioden” får kvinden så lov til at bestemme, om hun vil have sin trolovede som ægtemand. Hvis svaret er ja, binder hun sig til evig troskab. Siger hun derimod nej, afbrydes trolovelsen fuldstændigt, og den ellers så håbefulde ungersvend efterlades med regningen fra Interflora samt et stort forklaringsproblem over for vennerne…
Således slutter så denne uhørt lange beretning fra det vestlige Afrika. Jeg håber, at læsningen har været oplysende og måske endda underholdende til tider. Jeg skal gøre mit bedste for at begrænse mig i fremtiden, men det er altså ikke let at tvinge alle mine oplevelser fra dette prægtige kontinent ned i telegram-form.
Hvis det er lykkedes mig at viderebringe blot en del af den fascination, jeg allerede føler for det mystiske, frygtelige/fantastiske Afrika, har alt mit skrivearbejde allerede båret al den frugt, jeg kunne ønske migJ.
Jeg håber, at alle har det godt i lille DK – jeg returnerer som vanligt med en enorm mængde billeder, som jeg gerne viser frem til interesserede over en kølig pilsner eller et knapt så køligt glas rødvin – Vel mødt!
De venligste hilsener fra ’henne i Afrika’,
Per, fascineret rejsende
[1] Mit bedste bud (og jeg er bestemt ikke sikker i min sag) på, hvordan man staver ordet ’Velkommen’ på det lokale stammesprog, der tales i Bobo-regionen i Burkina Faso.
[2] Skulle De, kære læser, på nogen måde være relateret til diverse hjælpeorganisationer og/eller NGO’er, bør De nok slutte med at læse hér.
[3] En kollega har bemærket, at fodnoter ikke bør have plads i beretninger som denne, men jeg tillader mig nu alligevel et par stykker. I dette tilfælde for at forsvare brugen af formuleringen: ”de lokale”, som åbenbart også har stødt en enkelt læser eller to. Der er ikke nogen nedgørende effekt tilsigtet i ordvalget, og jeg lover at benytte samme ordvalg, når jeg eksempelvis skal beskrive indbyggerne i min næste tur til Harzen… Folk fra et område må altså nødvendigvis være ’de lokale’ – uanset om man finder dette ord nedgørende eller ej…
I øvrigt har jeg svært ved at finde ud af, hvad jeg skal kalde de enkelte nationaliteter – en person fra Burkina Faso er en … bur-kineser??? (Det må altså være mere nedgørende at kalde folk for ’indespærrede orientalere’ end for ’lokale’).
[4] Er De, kære læser, blandt de mere fintfølende, kan der nu springes en side ned i manuskriptet! Bemærk i øvrigt de mangfoldige ansvarsfraskrivelser i indledningen af denne skrivelse…
